23948sdkhjf

Medie: Salling Group og milliardær har takket nej til Magasin

Den danske kæde af stormagasiner Magasin har i årevis været en guldrandet forretning for den britiske ejer Debenhams, der selv er i økonomiske vanskeligheder.

Men selvom Magasin på 10 år har tjent næsten 1 mia. kr., er det ikke lykkedes Debenhams at sælge stormagasinkæden. Både Salling Group og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen har ifølge Børsens oplysninger for nyligt takket nej til tilnærmelserne om at købe den 153 år gamle kæde.

I en mail til Børsen skriver Salling Group, at man ingen aktuelle planer har om at overtage Magasin. Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen vil heller ikke.

- Det er ikke interessant, og du kommer ikke til at se nogen overraskelser herfra, siger Anders Holch Povlsen til Børsen og tilføjer, at Magasins ejere angiveligt har været vidt omkring i jagten på en ny ejer.

En stor turnaround

Det er cirka to år siden, at Debenhams for første gang forsøgte at sælge Magasin. Dengang lød prisskiltet ifølge britiske The Times på 1,8 mia. kr.

Men ingen har endnu bidt på krogen.

Da Debenhams overtog Magasin i 2009, var det til en pris på kun 100 mio. kr., fordi den danske stormagasinkæde kæmpede med underskud og en svulmende gæld.

Siden har Magasin gennemført en opsigtsvækkende turnaround med overskud på bundlinjen i 9 ud af 10 år.

Imens har den britiske ejer Debenhams skrantet økonomisk og blev i april 2019 sendt i rekonstruktion. Og da ingen havde lyst til at overtage Debenhams’ 100 butikker, valgte man i slutningen af januar i år at sælge rettighederne til sit brand til Boohoo Group for 450 mio. kr.

Ingen af de fysiske butikker fulgte med i handlen.

Ifølge Magasin får opkøbet ingen betydning for den danske stormagasinkæde.

- Magasin i Danmark er en økonomisk sund og veldrevet forretning med 150 år på bagen. Når en ny ejer på et tidspunkt melder sig på banen, ser vi frem til samarbejdet, udtalte økonomidirektør Peter Fabricius i forbindelse med Debenhams-handlen.

Magasin har syv danske varehuse og en webshop.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144